Hvor meget drikker man til polterabend?

Hvor meget drikker man til polterabend?

Om shots, stemning og at planlægge med (bare lidt) omtanke

Hvis du er i gang med at planlægge en polterabend, er der én ting, der næsten altid melder sig: Skal vi drikke – og hvor meget?
Og svaret er: Det kommer helt an på, hvem jeres brud er.

En polterabend kan være alt fra juice og yogamåtter til dans på bordene med shots i hånden – og begge dele er helt okay. Det handler om at finde balancen, så dagen bliver mindeværdig og sjov – og ikke ender med tømmermænd kl. 15.

Start med at spørge dig selv: Elsker bruden at feste?

For nogle brude er det ikke en rigtig aften uden tequila, dansegulv og lidt halvsprøjtede selfies. Og hvis det er jeres brud, så skal I da bare give den gas! Der er intet i vejen med at planlægge en dag, hvor der er plads til at blive lidt fuld og grine højt – så længe det er trygt og sjovt for alle.

Men så er det måske ikke den finere middag med stiv bordplan og hvid dug, I skal vælge. Det kan være langt federe at gå efter street food, food trucks eller burgere-to-go, som I kan tage med jer, mens festen ruller videre. Det er billigere, mindre bøvlet og 100 % stemningsvenligt – især hvis I ender i en partybus med høj musik og shotsbælte i løbet af aftenen.

Men hvis bruden ikke er til alkohol?

Så skal det selvfølgelig respekteres. Ikke alle synes, det er sjovt at drikke – og nogle kan have gode grunde til at holde sig helt fra det. Måske er hun gravid, ædru, syg, eller bare ikke til det. Og det er helt fint.

I så fald handler det om at skabe en festlig stemning uden druk. Mocktails, limonade, danskvand med bær og alkoholfri bobler kan sagtens skabe følelsen af noget særligt. Det vigtigste er ikke, hvad der er i glasset – men hvad I laver sammen.

Alkohol og program: tænk i tempo

Hvis I gerne vil inkludere alkohol i løbet af dagen, så tænk lidt over rækkefølgen. En mimosa kl. 10.30 kan være hyggelig. En flaske rosé kl. 11.00? Ikke altid en god idé. For mange polterabender er en hel dag – og hvis bruden og gæsterne er stive før frokost, så kan resten af programmet hurtigt kuldsejle.

En god tommelfingerregel er at bygge op i takt med dagen. Start roligt – bobler og morgenmad. Så måske en drink til en aktivitet. Senere cocktails til middagen – og så kan I give den gas med shots og fest, når der ikke er flere planer, der kræver præcision.

Og husk: Har I planlagt fx escape room, dansetime eller noget kreativt, så kan det være lidt en vibe-killer, hvis halvdelen af selskabet er tipsy og ikke kan holde styr på puslespil eller koreografi.

Hvad med dem, der ikke vil drikke så meget?

Uanset om bruden er til fest eller ej, vil der næsten altid være nogle i gruppen, der ikke drikker – eller som gerne vil tage den lidt med ro. Det er vigtigt at tage hensyn til det, uden at det behøver blive akavet. Sørg for at have lækre alkoholfrie alternativer klar, og undlad at gøre et nummer ud af, hvem der drikker og ikke drikker. En mocktail med pynt er stadig festlig, og folk må helt selv vælge, hvor mange promiller de vil have med i bagagen.

Så… hvor meget drikker man?

I praksis? Nogle tager et glas bobler og det var dét. Andre drikker fire cocktails, to øl og et shotsæt – og slutter af på dansegulvet. Det er helt op til jer. Der er ingen regler, men der er én vigtig ting: drik efter stemning, ikke efter forventning.

Og husk: Hvis I planlægger en aften med fuld fart på, så tag højde for det i jeres program. Drop de stive, detaljerede planer og lav noget, der kan tilpasses undervejs. For let’s face it – hvis der er god stemning og lidt alkohol i blodet, så kan alt blive en oplevelse.

Der er mange, der vælger at købe ind til en fælles pulje alkohol, hvor der er noget blandet, som alle kan lide. Det kan én eller to handle dagene op til og tage med i en ladcykel eller trækvogn. Her skal der selvfølgelig tages højde for med/uden alkohol, og at der er nok til bruden også.

Læs os mere om hvem der betaler til et polterabend. Det er også et af de helt store spørgsmål.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar